Sommer­turne 2018

Cirkus Krone har lige vist sin stærke, 79 år lange soliditet i 2. generation med Irene Thierry som den charmerende, åbne og tillidsvækkende direktør.

 

Og hvad sker så? Jo, hun overdrager hele butikken, som hun fik af sin far, Krone-stifteren Regner, til sin søn, Frank Thierry, 50.

Og igen vibrerer spørgsmålet: Går det? Der er kun at sige: Ja, det gør det i høj grad, hvis man skal tage hans første forestilling som strømpil. Han rammer rent plet. 

Det er mere end flot og afspejler en stilsikkerhed, der er grund til at vente sig meget af. Og så kan jeg godt lide hans pragmatiske holdning til Ny Cirkus. Som han skriver i programmet:-’Ny cirkus’ er et godt eksempel på fornyelse, men er desværre også blevet et begreb, der efterhånden hænger mig langt ud af halsen, fordi begrebet nu har eksisteret længere, end jeg er gammel! Hvis der er nogen, der har været fortaler for netop ny cirkus er det mig. Men jeg må jo sande, at der nu er brug for begge dele, mere end nogensinde før.’

 

Cirkus Krone fejrer 250 året for ’opfindelsen’ af cirkus.

Frank Thierrys bud på at sikre cirkus de næste 250 år er, at tage udgangspunkt i det er og altid vil være: Ekvilibrisme, fest og farver! Det er lige præcis det, vi oplever i forestillingen. En spændstighed og en veloplagthed levende serveret i en blanding af nye, unge, originale artister – og et par ældre med erfaring i blodet. Frank Thierry gør en dyd ud af det.

Han åbner forestillingen med at fortælle, hvordan han som ny direktør netop ville åbne sin epoke med nye, unge, smarte, danske artister, men at han ramte realiteternes loft…’og her er, hvad vi kunne få’! Tæppet går til side – og der står hans mor i frækt mini-kostume i al sin skinbarlige herlighed.

Det er morsomt, selvironisk, modigt og overrumplende smukt! Hvilken humor!

Og så måtte Frank til udlandet for finde unge, nye cirkus-talenter.

Det lykkedes.

 

Det er noget af en kollektiv forestilling. 10 mennesker kører hele butikken – alle er teltarbejdere, artister, kioskassistenter… det hele. Du møder de samme ansigter før, under og efter forestillingen. Det giver publikum en følelse af at være rigtig velkommen.Det hører til sjældenhederne at se en lang kø af folk, der vil i cirkus. Det oplevede vi på Camp Hverringe nærmest ude for lands lov og ret i Dalby på Fyns Hoved. Der var kø både foran billetkassen – og foran indgangen, hvor folk, der havde sikret sig billet, stod klar til at kapre de bedste pladser på bænkene i det lille 300 personers telt, hvor logepladserne er nedlagt og alt sidderi foregår på et blåt eller rødt bræt.

 

Sprechstallmeister Frank Thierry er lynende musikalsk og står og piller med sit lille, digitale keyboard, når han ikke præsenterer. Lyden er perfekt. Med sig har han trommeslageren Kasparas Bujanauskas, der både kan være på stikkerne – og boldene. Han er nemlig identisk med en dygtig jonglør, der får noget ret originalt ud af kendte rekvisitter som bolde, cigarkasser og ringe. Kasparas kommer fra Litauen, hvor han sidste år vandt i TV-showet ’I Got Talent’, herhjemme kendt som ’Danmark har talent’. Det er godt set at få ham med i manegen – og i orkestret. Der sidder også Steve István fra Ungarn med usædvanligt godt tjek lyd og lys. Netop det, at man knapt bemærker hans tilstedeværelse er vel den største ros, man kan tildele en ’cheftekniker’.

 

Det baner også vejen for to andre ny cirkus-supertalenter: Duoen Alex & Vad fra Ukraine. De kommer direkte fra cirkusskolen og har aldrig før rejst med cirkus. Den friskhed, de debuterer med, er en bemærkelsesværdig, akrobatisk oplevelse. Præstationen dufter af en langt større erfaring, end tilfældet er.

 

Og så på toppen af kransekagen: Sofia Speratti fra Argentina, som Frank Thierry hørte om ved et tilfælde og straks gik i gang med at finde. Heldigvis lykkedes det. Hun er et fund, man kan blive helt vild med. Hendes omgang med fire bolde i fodboldstørrelse er helt suveræn. Hendes kropslige boldbehandling rammer en originalitet, der sandsynligvis vil kvalificere hende til ikke så få internationale cirkuspriser. Sofia præsenterer også sit glimrende hula hop-nummer, men det er bold-håndstanden, der bliver siddende øverst på oplevelsesbarometret.

 

Irene Thierry ’vimser’ rundt i manegen med sine numre som hidtil og fortæller Cirkus Krone-historien med overtro med kassevogns-hældningen og nødvendigheden af, at hendes fars gamle rundstang er placeret rigtigt. Det giver den gode fornemmelse af familiecirkus-kontinuiteten. Og så har hun en udstråling og et glimt i øjet, der er så livsbekræftende.

 

Don Carlos alias Mogens Koolmeyer startede også i Krone – under Irene Thierrys vinger. Hun faldt for hans hoppende stol. Hans fumleri kan få børnene til at gå agurk – og det dur. Han har alle de klassiske attituder og det, der er værre, i sig! En traditionsbunden fornøjelse – med store fødder.

 

Frank Thierry tager turen tilbage til sin morfars tid. Dengang var teltet også lille og begejstringen stor. Det gælder stadig med det unge hold, der nu er på banen – pakket ind i den underspillede morfar-humor, Frank bærer en generation videre.